Nyheder

Ruwen Möller bliver Europeada-projektleder.
Billedet er fra seneste Europeada-turnering i Kärnten, hvor Ruwen Möller deltog som hold-manager for det sydslesvigske landshold. (Foto: privat)

Ruwen Möller bliver Europeada-projektleder

SdU og SSF har fundet en projektleder til Europeada. Det fortalte Anders Kring, da Det Sydslesvigske Samråd holdt møde mandag aften. Journalist Ruwen Möller kommer til at stå for planlægning og tilrettelæggelse af fodboldturneringen Europeada, som finder sted i det tysk-danske grænseland 2024.

Ruwen kommer fra en redaktør-stilling på Flensborg Avis, hvor han var leder af sportsafdelingen. Samtidig er Ruwen, der er fra det danske mindretal, på forskellige måder engageret i foreningsarbejdet indenfor sporten i Sydslesvig. Han har en lang og tæt forbindelse til DGF og han var både spiller og team-manager på det sydslesvigske landshold. I de funktioner har han deltaget i alle hidtidige udgaver af Europeada. Han kommer altså med kæmpe indsigt i foreningslivet, mindretallene, grænselandet og FUEN.

- Vi har helt afgjort fundet den rigtige til opgaven, fastslog Anders Kring. 

 

Baggrund

Europeada er mindretallenes fodboldmesterskab, som den europæiske mindretalsunion Federal Union of European Nationalities (FUEN), står for.

I 2024 er de fire nationale mindretal i grænselandet værter for selve turneringen, der spilles i Syd- og Nordslesvig i perioden den 28. juni til den 7. juli. Foruden at være en sportslig begivenhed, bliver Europeada ledsaget af en række politiske og kulturelle begivenheder.