Nyheder

- Så kan vi langt om længe droppe debatten om den overordnede struktur.
Kirsten Vognsen Weiss, SSFs 1. næstformand, er én af SSFs to repræsentanter i Det Sydslesvigske Samråd, hvor hun deltager i debatten om en mulig forandring af den overordnede struktur i mindretallet. (Foto: SSF)

- Så kan vi langt om længe droppe debatten om den overordnede struktur

Kirsten Vognsen Weiss, SSFs 1. næstformand, blev i marts 2022 valgt som én af SSFs to repræsentanter i Det Sydslesvigske Samråd. Hun er dermed kommet ind midt i debatten om en mulig forandring af den overordnede struktur i mindretallet, som hun indtil da primært fulgte fra sidelinjen. Kontakt har talt med Kirsten om, hvordan hun har oplevet forløbet.

Kontakt: Du er kommet ind midt i processen. Hvordan har du oplevet den?

Kirsten Vognsen Weiss: Det har både været spændende og frustrerende på samme tid. Spændende, fordi jeg kan se de gode muligheder i en grundlæggende forandring af strukturen, og fordi der er kommet nogle meget vigtige ting frem. Frustrerende, fordi processen har været meget langstrakt.

Hvilke vigtige ting er kommet frem?

Jeg synes, at den omfattende rapport, som forvaltningscheferne har udarbejdet, helt rigtigt peger på nogle potentielle udfordringer. Den frivillighed, vores struktur bygger så meget på, er under forandring. Vi er nødt til at tilpasse os, og vi er nødt til at gå med tiden, effektivisere for at kunne imødekomme denne udvikling.

Og det kan en ny struktur?

Vi har mange dobbeltfunktioner i vores forvaltninger, hvilket er klart, når man har så mange organisationer. På samme måde har vi utrolig mange ulønnede poster, som skal udfyldes. En sammenlægning af organisationerne kan måske mindske behovet på den ene side. På den anden side kan den frigøre nogle resurser i organisationerne, som vi kan bruge på det frivillige arbejde. Men mindst lige så vigtigt for mig er, at en ny struktur skaber medejerskab for hele mindretallet. Vi skal på alle niveauer tænke mindretallet som helhed. Helheden og dermed tilhørsforholdet er centralt. Det er blevet for nemt at sige: Det ordner den anden forening, det er ikke mit bord. Det er i den nuværende struktur stort set umuligt at få demokratisk indflydelse overalt dér, hvor det berører mig som medlem af mindretallet.

Kan du uddybe det?

Hvis jeg i dag som medlem af mindretallet vil have indflydelse på ting som for eksempel, om biblioteket rykker på den anden side af havnen, om vi skal have et Mindretallenes Hus, om avisen skal udkomme i print, om SSW stiller op til forbundsdagsvalg, om salget af Christianslyst, sprogpolitikken på skolerne, sproget i hjemmeplejen, osv, så skal jeg godt nok være med i mange udvalg og bestyrelser. Og jeg må ikke være ansat nogen af stederne. Det er stort set umuligt, og jeg mener, at en ny struktur kunne gøre noget ved det. Den kan udfordre det enkelte medlem til at tage aktiv stilling og ansvar for hele mindretallet.

Det lyder da også smukt, men er det realistisk? Tror du, at vi får en grundlæggende forandring af den overordnede struktur?

Jeg er meget glad for, at de to store folkelige organisationer SSF og SdU går ind for denne nødvendige forandring. Men holdningen deles ikke af alle organisationer, og man kan ikke tvinge nogen til at gå nye veje. Så nej, jeg tror ikke på, at vi på nuværende tidspunkt får en grundlæggende forandring af den overordnede struktur.

Er det ikke med til at øge frustrationen?

Nej, det mener jeg ikke. Det er jo ikke unaturligt, at nogle ønsker at holde fast i det, de har. Vi må acceptere det, som det er, og så kan vi langt om længe droppe debatten om den overordnede struktur.

Men så er udfordringerne, som forvaltningscheferne har peget på, ikke løst.

Det er rigtigt. Men så kan vi arbejde på, hvordan vi så løser udfordringerne på en anden måde. I mindretallet har vi jo gode samarbejder på rigtig mange områder. Vi er jo enige om, at vi er det danske mindretal. Debatten har muligvis vakt eftertanke og kan være med til en mere aktiv stillingtagen omkring den personlige, men også foreningernes ansvar omkring vores mindretal. Det kan muligvis udbygges endnu mere, og hvem ved - måske kan nogle af os vokse sammen på et tidspunkt. Det vil jeg håbe, for i sidste ende arbejder vi alle for samme sag.

Tak for snakken.

Baggrund

Siden 2019 er medlemmerne af Det Sydslesvigske Samråd i gang med at se på en mulig forandring af den overordnede struktur i mindretallet. I løbet af processen er der blandt andet blevet holdt regionale møder, arbejdsmøder med og uden eksperter. Samtidig har forvaltningscheferne i fællesskab udarbejdet en omfattende rapport, der peger på udfordringer samt mulige modeller til en overordnet struktur. Modellerne strækker sig fra at holde fast i den nuværende struktur til en meget grundlæggende forandring.

SdU, De Tilsluttede Foreninger og SSF meldte ved det seneste møde i Det Sydslesvigske Samråd ud, at de er villige til at arbejde videre på, hvordan en grundlæggende forandring af den overordnede struktur kan omsættes. Dansk Skoleforeningen for Sydslesvig kommer med en tilbagemelding ved mødet i oktober og Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig i december.