Nyheder

Serbiske embedsfolk lærer af grænselandet.

Serbiske embedsfolk lærer af grænselandet

Tirsdag fik Flensborghus besøg af 12 embedsfolk fra Serbien. De arbejder blandt andet i nogle af landets ministerier og de er lige nu på studietur i grænslandet. Besøget er opstået via et projekt fra mindretalsforskningscentret ECMI i samarbejde med Selskabet for Internationalt Samarbejde (Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit). Formålet med turen er, at give ECMIs serbiske partnere et indblik i grænselandets mindretalsmodel. I den forbindelse er et besøg på Flensborghus oplagt, og de 12 embedsfolk fik foruden traditionel dansk smørrebrød både den historiske baggrund og betydningen af Bonn-København-erklæringerne. Desuden kom SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen ind på udviklingen af forholdet mellem mindretal og flertal samt, hvordan samarbejdet fungerer i dag. I den forbindelse var de meget interesseret i at høre om muligheden for at få dobbelt statsborgerskab. Desuden vakte mindretallets åbne tilgang stor interesse. Gæsterne spurgte således ind til, hvilke krav og kriterier man skal opfylde for at være del af det danske mindretal. På samme måde spurgte de ind til, hvorfor myndighederne ikke må efterprøve sindelag henholdsvis ikke må registrere, hvem der tilhører det danske mindretal.