Nyheder

Sidste chance: Skriv Sydslesvigs første fodboldhymne.
(Symbolbillede: pixabay)

Sidste chance: Skriv Sydslesvigs første fodboldhymne

Sydslesvig står foran en historisk begivenhed som vært til Europeada 2024, der er EM i fodbold for Europas mindretal. De sydslesvigske landshold er klar til at repræsentere vores stolte region og i samarbejde med SdU inviterer de alle musikentusiaster til at deltage i en unik sangkonkurrence om at komponere den allerførste Sydslesvigske fodboldhymne. Visionen er at skabe en sang, der er folkelig, fængende og fyldt med lokal stolthed - en sang, der kan forene os alle og skabe uforglemmelige øjeblikke omkring vores landshold. SdU opfordrer derfor alle til at komponere og indsende deres bud på den ultimative sydslesvigske landsholdssang.
Unikke præmier
Den vindende sang bliver ikke kun kronet som den officielle sang til Europeada 2024 for de sydslesvigske landshold, men vil også blive belønnet med en række unikke præmier og oplevelser. Dette inkluderer en professionel indspilning af sangen i et lydstudie samt produktionen af en eksklusiv behind-the-scenes musikvideo. Derudover får vinderen mulighed for at optræde med sangen til både årsmødet og selve Europeada i 2024. 
Information og tilmelding
For at deltage i konkurrencen skal sangen være på dansk og tematisere mindretallet og fodbold. Sangen skal være et fuldt nummer med et fængende omkvæd og må ikke overstige 3,5 minutter. Perfektion er ikke påkrævet - mobiloptagelser eller egne demoer er mere end velkomne. Det vigtigste er at have tekst og komposition klar, så sangen senere kan indspilles.
Sidste chance for tilmelding er den 15. marts 2024. Bidrag kan sendes til andersp@sdu.de, og eventuelle spørgsmål kan også rettes til denne mailadresse.