Nyheder

Skipperhuset fejrer dobbelt rund fødselsdag
Det ikoniske Skipperhus ved havnen i Tønning runder i år imponerende 600 år – og markerer desuden 60 år i ejerskab af SSF.
Med sin genkendelige silhuet står huset som et historisk vartegn midt i Tønnings gamle bydel og er et aktivt samlingspunkt for mindretallet.
Skipperhuset gennem årene
Huset er ikke kun en perle i bybilledet, men bærer også på en bemærkelsesværdig historie. Det historiske Skipperhus ved Tønnings havn blev opført i 1624–25 som skibshjem for skipperlaugets mænd. Siden har det haft en alsidig karriere: svensk hovedkvarter under Den Store Nordiske Krig (1700–1721), navigationsskole, frimurerloge, hovedkvarter for nazistpartiet NSDAP og efter krigen hovedkvarter for afnazificeringskommissionen i byen.
I 1965 overtog SSF bygningen, og siden 1972 har den fungeret som lejrskole og samlingssted for det danske mindretal.
Historie til at røre ved
Når man træder ind i Skipperhuset, mærker man tydeligt historiens nærvær. En særlig kuriositet er den gamle sekretær i forgangen, som ifølge overlevering skulle have tilhørt den franske officer Alfred Dreyfus. Møblet stammer fra det skib, som Dreyfus blev deporteret med, og som senere blev ophugget på værftet i Tønning. Der findes ikke dokumentation for påstanden, men fortællingen lever videre og bidrager til husets karakter.
Med nyrenoverede værelser indviet i 2017–18 forener huset i dag historisk atmosfære med tidssvarende rammer, som i høj grad bruges og værdsættes af besøgende udefra og af selve mindretallet.
Et hus fuld af liv
Ifølge Kerstin Meinert, formand for SSF Tønning-Garding, bliver Skipperhuset flittigt brugt og værdsat af medlemmerne, især siden den flotte renovering:
– Vi har blandt andet holdt generalforsamling, sæsonstart med fællessang og smørrebrød, grønlangkålsspisning med musikalsk underholdning ved Jule Sösemann og en hyggelig filmaften, hvor vi så Kroen ved Vidåen, fortæller hun.
– Det er ligeledes muligt at leje Skipperhuset til fester, som for eksempel runde fødselsdage, hvilket også nogle har gjort brug af.
Roland Ehlers, ejer af den traditionsrige butik Boyke Hamkens i Tønning, har ligeledes kun godt at sige om Skipperhuset:
– Det er samlingspunktet for det danske mindretal i Ejdersted. Skipperhuset er et sted, hvor man kan synge, grine, planlægge og leve fællesskab – ikke kun for det danske mindretal i Tyskland, men også for grupper og skoleklasser fra Danmark. Her på stedet kan de lære om og opleve Tønnings historie. Byen har jo engang været en del af Danmark. Sådan mødes det danske mindretal og borgere fra Danmark på et historisk sted og derigennem styrker det danske fællesskab og tilhørsforhold.
Skipperhuset er med andre ord ikke bare et gammelt hus, der har opnået de 600 år – det er et levende kultursted og et stærkt symbol på dansk historie og fællesskab i Sydslesvig.


