Nyheder

SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen stopper.
SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen stopper.
SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen stopper.

SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen stopper

Efter knap 25 år på pinden vælger SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen at slippe tøjlerne. Det meddelte han SSFs Hovedstyrelse tirsdag aften. Konkret betyder det, at Jens A. Christiansen går på pension med udgangen af september.

- Såvel personligt som for SSF er tidspunktet meget passende. I samarbejde med den folkelige ledelse og engagerede medarbejdere er det lykkes at sætte mange flueben til gavn for SSF, det danske arbejde, båndene til Danmark og forbindelsen til tyske partnere. Nu giver jeg stafetten videre til et stærkt og synligt Generalsekretariat, fastslog Jens A. Christiansen overfor medlemmerne af Hovedstyrelsen.

De viste stor forståelse for generalsekretærens beslutning, og takkede ham for hans mangeårige og helhjertede indsats.

- Der bliver god tid til at tage afsked, men lad mig allerede nu sige, at du, kære Jens, på mange måder har præget SSF og hele Sydslesvig. Din professionelle tilgang og din oprigtige kærlighed til mindretallet, har hele vores fællesskab haft stor glæde af. Prøv bare lige at tænke på, hvor mange projekter og mindretalspolitiske stik du har hevet i land. Ikke kun for SSF, fastslog Gitte Hougaard-Werner på vegne af Hovedstyrelsen og SSFs Forretningsudvalg.

I den forbindelse fremhævede hun muligheden for sydslesvigere at kunne få dansk indfødsret uden at have boet i Danmark. Denne mindretalspolitiske landvinding er en af de mange tiltag Jens A. Christiansen er ophavsmand til.

 

CV

Jens A. Christiansen startede som generalsekretær i 2001. Han har tidligere været ansat i Dansk Arbejdsgiverforening, hvor han var arbejdsmarkeds-attaché ved Danmarks ambassade i Bonn. Jens A. Christiansen er uddannet cand.phil. i nordisk filologi fra Københavns Universitet, han har blandt andet været censor ved handelshøjskolerne i Danmark, og han har varetaget talrige frivillige poster. Heriblandt som medlem af Slesvigsk Kreditforenings bestyrelse, medlem af FUENs dialogforum ved EU-parlamentet og Europarådet samt i bestyrelsen for Rønshoved Højskole. I 2015 udnævnte Dronning Margrethe Jens A. Christiansen til Ridder af Dannebrog, og han er tildelt Forbundsrepublikken Tysklands ”Verdienstorden”.

Jens A. Christiansen overtog generalsekretærposten efter Gert Wiencke. Siden han startede, har der været fire formænd: Heinrich Schultz, Dieter Paul Küssner, Jon Hardon Hansen og nuværende formand Gitte Hougaard-Werner.

 

Fortsat aktiv

Selv om Jens A. Christiansen med udgangen af september slipper SSF-tøjlerne, forbliver han aktiv for mindretallet. I oktober 2025 stiller han efter indstilling fra SSFs Forretningsudvalg samt Hovedstyrelsen op som kandidat til præsident i den europæiske mindretalsunion FUEN. Desuden kommer han til at medvirke i forbindelse med etableringen af det nye Danevirke Museum. Han ledsager projektet som kommitteret til ledelsen.

 

SSF søger ny generalsekretær

Jens A. Christiansens beslutning om at gå på pension med udgangen af september betyder, at SSF nu skal til at finde en efterfølger. Stillingsopslaget kan blandt andet ses her: syfo.de/news/detail/stillingsopslag-ssf-generalsekretaer/new67d144484f5fa837547416