Nyheder

Tillykke Grev Ingolf
Den 17. februar fyldte Grev Ingolf 85 år. Ingolf er greve af Rosenborg. Han blev født på Sorgenfri Slot og er ældste søn af arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde. Da han i 1968 giftede sig borgerligt med Inge Terney, frasagde Ingolf sig titlen som prins til Danmark og fik i stedet sin nuværende titel. I 1998 blev han gift med Sussie Hjorhøy.
Grev Ingolf drev godset Egeland nær Kolding indtil 2023 og er nu bosat i en ny ejendom tæt på den gamle adresse. Han er major af reserven i Livgarden, og Ingolf har altid haft en stor interesse for Sydslesvig. Han er protektor for Dansk Spejderkorps i Sydslesvig, Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 og for Arveprins Knuds Kollegium, som er for sydslesvigske unge under uddannelse i København. Desuden har han deltaget i forskellige markeringer rundt omkring i Sønderjylland og Sydslesvig - som for eksempel Årsmøderne.
Da Ingolf var 13 år, skete der noget afgørende. Indtil da skulle hans far arveprins Knud være konge efter Frederik den 9., hvis denne døde hvorefter prins Ingolf ville blive tronfølgeren, når hans far Knud døde, fordi tronfølgeloven af 1853 kun gav mulighed for mandlig arvefølge. Men ved den ændrede tronfølgelov i 1953 blev det bestemt, at tronen fremover skulle gå i arv til førstefødte søn eller datter, hvorved arvefølgen gik over til Frederik 9.s og dronning Ingrids ældste datter, Margrethe.
Det danske mindretal ønsker grev Ingolf tillykke med de 85 år og takker for hans store interesse og engagement for Sydslesvig.
Billedet foroven er fra 2012, hvor grevinde Sussie og grev Ingolf igen deltog til Årsmøderne i Sydslesvig.