Mød mindretallet

To bestyrelser med meget program
Det har været en arbejdsrig uge for SdU’s og SSF’s bestyrelser. Den sidste uge stod nemlig både på et arbejdsbesøg i Vejle samt deltagelsen i den første del af bestyrelseskurset.
Stor bestyrelsesdag i Vejle
Den 10. september havde DGI hovedkontoret inviteret til en stor sammenkomst i Vejle. Bestyrelser, direktører samt konsulenter i DGI’s 14 landsdele var kommet sammen for at inspirere, lære og udveksle med fokus på lokale fællesskaber.
Debat og workshop
Der var lagt et fyldigt program. Efter at DGI-formand Charlotte Bach Thomassen havde budt de omkring 200 gæster velkommen, blev der taget hul på dagsordenen i form af to oplæg med efterfølgende paneldebat. Her var emnet ”Hvad kan vi, når vi arbejder i partnerskaber?”. Der var inviteret eksperter udefra, der skulle inspirere deltagerne med, hvordan samarbejdet mellem civilsamfund, kommuner og andre aktører skaber nye løsninger på komplekse samfundsudfordringer.
Efterfølgende blev der skudt to workshops i gang. Det overordnede tema var ”Fra strategi til lokal handling” og deltagerne kunne i forvejen vælge fokusområde, der enten var børn og unge eller sund aldring.
En inspirerende dag
Med afsæt i dagens sidste oplæg, blev der afsluttende inviteret til gruppearbejde omkring det at være en relevant samfundsaktør og hvordan udarbejdede ambitioner kunne omsættes. SdU’s styrelsesmedlemmer gik inspireret fra mødet og ser stort potentiale i at skabe nye relationer i det Sydslesvigske lokalsamfundet for at styrke fællesskabet.
Efter en dag med fokus på strategi og fælles retning i Vejle, fortsatte ugen med endnu et fokus på godt bestyrelsesarbejde. Denne gang tættere på hjemme, da bestyrelsesmedlemmerne fra SdU og SSF satte sig på skolebænken i Duborg-Skolen.
Bestyrelsesarbejde på kursus
Lørdag blev den første af tre kursusdage om bestyrelsesarbejde afholdt på Duborg-Skolen hvor bestyrelsesmedlemmer fra SdU, SSF og SSW deltog. Dagens oplægsholder var fagrådgiver og ekspert Peter Nordgaard, som guidede deltagerne gennem en dag med fokus på ansvar, etik og bestyrelsesarbejde.
Cases og dilemmaer
Dagen startede med konkrete cases om bestyrelsesansvar, som gav deltagerne mulighed for at reflektere over deres egen rolle. Der blev også arbejdet med forskellige dilemmaer og paradokser, hvor deltagerne i grupper skulle diskutere, hvad man som bestyrelse skal være opmærksom på.
Efter en velfortjent pause med lidt godt til ganen fortsatte dagen med fokus på blandt andet ansvar og etik. Her blev teorien omsat til praksis gennem gruppearbejde og konkrete opgaver.
Nye perspektiver
Kurset gav deltagerne mulighed for at træde et skridt tilbage og stille spørgsmål ved deres egen måde at arbejde på. Samtidig var dagen en god anledning til at dele erfaringer og perspektiver på tværs af organisationerne. Første kursusdag bød dermed på både faglighed, diskussioner og nye perspektiver – og gav deltagerne noget at tage med videre til deres eget bestyrelsesarbejde.



