Nyheder

Tronskiftet blev til en kæmpe fælles fest - også i Sydslesvig
Søndag den 14. januar fik Danmark en ny konge.
Hans Majestæt Kong Frederik X. Sådan hedder den nye regent efter Dronning Margrethe II abdicerede. I sin nytårstale meddelte hun, at hun efter 52 år på tronen har valgt at overlade den til Kronprins Frederik, der nu er Danmarks konge.
Tronskiftet blev fejret med manér - også i Syslesvig. Her havde blandt andet SSF inviteret til fællesarrangementer, hvor man kunne følge begivenhederne i København på storskærme. I Slesvig, Husum, Vesterland, Rendsborg, Egernførde, Tarp og Flensborg fandt sydslesvigerne sammen for at sige tak til Dronning Margrethe og for at byde Kong Frederik velkommen.
Kæmpe succes
Arrangementerne i Sydslesvig blev en kæmpe succes. Flensborghus var fyldt til bristepunktet, og flere af de andre steder meldte ligeledes om fyldte huse.
Det var der på forhånd ingen, der rigtig havde turdet spå på, fordi begivenheden var så ekstraordinær og historisk. Ifølge Kongehusets oplysninger var det første gang i næsten 900 år, at en dansk regent frivilligt afstod tronen før sin død. Således trådte kongen Erik 3. Lam, der i 1146 tilbage – angiveligt for at gå i kloster.
Mediedækning
Markeringerne af tronskiftet tiltrak en masse mediefolk - også i Sydslesvig. Både op til arrangementet, men også på selve dagen, var talrige medier fra Danmark og Tyskland i Sydslesvig. På Flensborghus var der om søndagen hele fire kamerahold med. Således kom Sydslesvig og mindretallet på skærmene, på en dag, hvor mange fulgte med.
Tre telegrammer sendt
Lige efter selve tronskiftet, kl. 15:15, sendte SSF tre telegrammer til Kongehuset. Et gik til Dronning Margrethe. I det gav SSF på vegne af mindretallet udtryk for taknemmelighed for Dronningens officielle besøg gennem årene. De har inspireret til at holde fast i dansk sprog og kultur, samt styrket den danske sammenhængskraft i Sydslesvig. Dronningen har altid været mindretallets nationale samlingspunkt, og hvert år, i forbindelse med Dronningens nytårstale og hilsenen til de danske i Sydslesvig, blev mindretallet rørt og bekræftet i samhørigheden med Danmark.
Et andet telegram gik til Hans Majestæt Kong Frederik X. I det sendte det danske mindretal sine varmeste lykønskninger til den nye regent. Samtidig husker mindretallet med taknemmelighed kongeparrets besøg ved Danevirke og i Flensborg. Der blev understreget i telegrammet, at det danske mindretals bånd til kongehuset og mindretallets samhørighed med Danmark har eksistentiel betydning for det danske arbejde i Sydslesvig.
Det tredje telegram gik til Hans Kongelige Højhed Kronprins Christian, der i forbindelse med tronskiftet netop blev udnævnt som kronprins.
Dronning Margrethe, Kong Frederik og Dronning Mary samt Kronprins Christian blev hver især hjerteligt inviteret til at besøge det danske mindretal i Sydslesvig.