Nyheder

Udsolgt familiesprogdag i Hanved
Lørdag den 7. oktober kunne en udsolgt familiesprogdag gennemføres i fine rammer på Hanved Danske Skole. De over 50 deltagere startede og sluttede dagen med fællessang, helt i overensstemmelse med den højskoleånd, der ligger bag projektet. De voksne havde bagefter intensiv danskundervisning, imens børnene var i workshops. Her sørgede frivillige for, at der blev fortalt eventyr, spillet sprogstimulerende spil og skabt noget med hænderne. Om eftermiddagen var der tid til leg ude og kreativt værksted inde med Hanved UF. Havde børn og voksne brug for en pause, var bogbussen til stede, hvor man kunne få læst en historie eller hente inspiration til dansk sprog i hverdagen. Dansk Voksenundervisning for Sydslesvig og SSF Flensborg Amt var arrangør og takkede alle frivillige, underviserne og Hanved Skole for at denne dag kunne gennemføres.


