Kultur

Sydslesvigske elever fik præsenteret en del af musikforløbet ”Nøglen til musikken”.

Sydslesvigske elever fik præsenteret en del af musikforløbet ”Nøglen til musikken”

Den 22. og 23. april besøgte Sønderjyllands Symfoniorkester flere skoler og spillesteder i Sydslesvig for at give koncerter i små ensembler for de sydslesvigske elever. De kaldes for SK1 koncerter og det var i år med musikforløbet “Nøglen til musikken”, som henvender sig til elever i 4. klasse - 5. klasse.
Om tirsdagen - det vil sige den 23. april - var seks musikere fra symfoniorkestret på Flensborghus, hvor de mødte elever fra flere af de danske skoler i Sydslesvig. Det var i dette tilfælde 5 messingblæsere og en slagtøjsmusiker. Eleverne fik præsenteret instrumenterne og fik smagsprøver i hvordan de lyder hver især og sammen. Der blev blandt andet spillet stykker fra operaen Carmen. Men eleverne sad ikke kun og lyttede til musikken. De var med i koncerten ved at synge og klappe. Der var endda en af dem, der fik lov til at dirigere ensemblet. Og til sidst fik de inspiration til hvordan de kunne lave deres eget blæseinstrument med en haveslange og to tragte.
Fælleskoncert (SK2)
Koncerterne mandag og tirsdag var blot første trin i forløbet omkring “Nøglen til musikken”. For Sønderjyllands Symfoniorkester kommer på besøg igen fredag den 3. maj. Denne gang i Idrætshallen, hvor alle skoler er inviteret til fælleskoncert og hvor det er hele Sønderjyllands Symfoniorkester der spiller en koncert.